Nyhedsbrev for november

  • I nyhedsbrevet for november kan du læse om Oyama Cup, Grønbælteseminar, DM i kata, ny shihan i Holland, ny klubdragt på vej, nye træningstider efter nytår m.m. Nyhedsbrevet for november kan læses her.

Grønbælteseminar

GB-seminar10_lilleMed næsten 30 deltagere og nogle af landets bedste instruktører blev årets grønbælteseminar en stor succes. Ballerup var naturligvis også repræsenteret med fire deltagere, der alle gjorde en rigtig god figur på en dag præget af god træning og en super atmosfære.

Programmet var veltilrettelagt, men også hårdt med ni timers træning kun afbrudt af korte drikke- og spisepauser. Kihon, ido kihon, kata, kamp og gennembrydninger - på en og samme dag. En virkelig positiv og udbytterig oplevelse for vores grønbælter, der alle kom berigede og trætte hjem.

Bronze til Sensei Michael ved DM i kata

Lørdag 30. oktober afholdt DKU katastævne for kyu-grader og DM i kata i Glentevej Dojo. Ballerup var flot repræsenteret i begge kategorier, og alle deltagere viste flotte kataer. Metal blev det også til, da Sensei Michael vandt bronze i DM.

I første kategori, som var kata-stævne for gul- og grønbælter, deltog Tage, Mark og som debutant Sebastian L. Alle tre gjorde en flot indsats i alle tre runder. Det var et hårdt felt med dygtige karate-kaer fra de andre klubber. Selvom det var tæt på - og havde været fortjent - blev det desværre ikke til medaljer i katastævne.

I næste kategori - DM - var klubben igen godt repræsenteret med Sensei Rauno, Sensei Michael og mig selv. I modsætning til katastævnet går kun de 16 bedste videre til anden runde og kun de 8 bedste til finalerunden. Alle Ballerups deltagere gik hele vejen til finalen, og Sensei Michael vandt bronze i en endog meget hård konkurrence.

Som altid var opbakningen flot fra klubbens øvrige medlemmer. Det er skønt at have moralsk støtte med 'hjemmefra'. Også 'Paparazzi-Poul' var som sædvanligt mødt op med kameraet - billederne kan ses i galleriet. Tak for en rigtig god dag til alle.

Trængsel ved fællestræning

Mere end 60 medlemmer i alle aldre og grader mødte tirsdag op til fællestræning. Det var første gang, det nye begynderhold og det nye Kidzz-hold var med. Efter en god og sjov træning styret af vores to senseis blev der dækket op med kager, te, kaffe og saftevand i lange baner. Her var der flot opbakning fra familiemedlemmer, så der var ca. 85 til kagebord.

Tak for en rigtig hyggelig aften og for de mange kager. Også tak til Margrethe for at arrangere det praktiske - og endelig respekt for den store opbakning! Se billeder i galleriet.

Nyt nyhedsbrev på nettet

Billede_NB_SEP10_smallGrundet PC-problemer er månedsbrevet for september desværre blevet forsinket, ligesom jeg har måttet ændre på layout. Men bedre sent end aldrig kan I her læse om septembers aktiviteter.

Se også nye billeder fra Oyama Cup i galleriet.

Bunkai/oio seminar på Glentevej

Søndag var klubbens to senseis samt Poul og jeg selv så heldige at være inviteret til et eksklusivt bunkai/oio seminar med Sensei Lars Andersen fra Isshinryu Karate. Seminaret blev afholdt i dojoen på Glentevej. Applikation af kataernes bevægelser på "virkelige" situationer blev prøvet på helt nye måder, og på den måde får vores kataers relevans en helt anden dimension. Rigtig godt initiativ og stor tak til Sensei Lars for inspirerende og berigende undervisning.

Klubbens unge talenter på vej

OyamaCup_smallVed lørdagens Oyama Cup i København blev det tydeligt, at klubbens unge talenter virkelig er i rivende udvikling. Maia, Ida, Sebastian Larsen, Asger og Daniel Jensen stillede alle op i DKU største årlige kampstævne og leverede alle en super indsats mod hårde modstandere. Ida vandt bronze i sin vægtklasse, men derudover blev Maia udtaget til junior-bruttolandsholdet. Sebastian vandt fighterprisen og blev samtidig udpeget til at følge landsholdstræningen. Grundet sin alder må Sebastian dog vente til næste år med at komme i ilden.

Godt gået af alle de unge kæmpere - og stort tillykke til Ida, Maia og Sebastian. Også tak til de mange medlemmer der brugte deres lørdag på at støtte de unge. Se nogle stemningsbilleder i galleriet.

Klubben i Karate News

Der er lavet en artikel om vores klub, som er udgivet på Karate News. Artiklen kan læses her, men der er også mange andre spændende ting at læse.

Sort- og brunbæltelejr 2010

I weekenden 17.-19. september var landets sort- og brunbælter samlet på Stevns til en lejr, hvor der bl.a. bliver gået i dybden med teknikkerne i kamp og kata. Fredag aften startede med aftensmad efterfulgt af en to timers indføring i te-ceremoniens specielle verden. En meget spændende og anderledes oplevelse præsenteret af Frank Fürst fra Nippon Sport.

Lørdag og søndag stod på skiftevis kamp- og tekniktræning - primært kata - af høj kvalitet. Samtidig kørte den traditionelle kage-konkurrence med deltagelse af ikke mindre end 14 lækre kager.

Samlet set en rigtig god og udbytterig weekend for Sensei Michael og mig.

Flot graduering af begyndere og øvede

Tirsdag 14. september var der Shinsa for begyndere og øvede. Først leverede begynderne en god indsats, hvilket betød, at Dennis, Maja, Timm og Kasper kan kalde sig 9. mon/kyu.

Dernæst var det de øvedes tur, og der blev fra starten leveret en flot indsats med god ånd. Gradueringen var hård, men ingen gav op. Den flotte indsats blev kvitteret med, at Ea, Jeppe, Margrethe og Magnus bestod til 7. mon/kyu, Jan og Lasse til 6. kyu, Asger til 5. kyu og Anne Mette til 4. kyu.

Stort tillykke til alle. Se masser af billeder i galleriet - tak til fotografen, Poul.

Ballerup Kyokushin indtog Ballerup Centret

Lørdag 11. september sydede Ballerup Centret af karate og Kyokushin, da klubben gav to superflotte opvisninger på og ved scenen. Det var tydeligt, at de sidste par ugers træning havde været intensiv og effektiv, for begge opvisninger sad lige i skabet. Kidzz, kihon, kata, selvforsvar, kumite og tameshiwari (gennembrydninger) blev præsenteret i et velkoordineret og professionelt show ledsaget af musik og klapsalver. Alle uden undtagelse udstrålede fokus, opmærksomhed og seriøsitet og det var en fornøjelse at være med til. Der er ingen tvivl om, at mange af centrets handlende fik øjnene op for Ballerup Kyokushin. Se billeder i galleriet - og stor tak til Ballerup Centret for et upåklageligt samarbejde.

Underkategorier

Ballerup Kyokushin Karate © 2013  ¦ Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.