VIGTIGT - NY TRÆNINGSSTRUKTUR FRA 1. FEBRUAR

Fra den 1. februar indføres en ny træningsstruktur i Ballerup Kyokushin. Det betyder større eller mindre ændringer til de fleste hold. Kort fortalt er ændringerne som følger:

    • Mandag opdeles ikke længere i grader, men i stedet efter alder; børn 9-13 år kl. 1700-1815, voksne fra 14 år kl. 1830-2030. Voksne træner altså to timer.
    • Mandag og torsdag bliver ens – samme hold med samme træningstider.
    • Kamptræning tirsdag udvides til to timer kl. 1800-2000. Desuden vil kamptræning om tirsdagen fremover kun være for juniorer og voksne – altså fra 14 år og op.
    • Tirsdag - også kl. 1800-2000, men i sal 2 - vil der være mulighed for kata-selvtræning uden instruktør.
    • Kamptræning fredag udvides til kl. 1730-2000 (med mulighed for at gå før). Fredagstræningen er primært rettet mod børn under 14 år, men alle er velkomne.
    • Der startes ikke et nyt Kidzz-hold op. Vi evaluerer det igen til sommerferien.
    • Der vil ikke længere være begynderhold. Den første mandag i hver måned vil være åben for nye medlemmer, som efterfølgende sluses ind på holdene.

Den nye struktur har til formål at frigøre instruktørressourcer samt højne energien og træningsglæden i lektionerne. Vi er dog bevidste om, at den nye struktur i nogle tilfælde ikke vil passe den enkelte.

Strukturen vil blive evalueret af bestyrelsen sommeren 2015.

Instruktør-/assistentmøde 12. januar

Mandag den 12. januar kl. 1930 afholdes møde for alle instruktører og assistenter. Det gælder også, hvis du gerne vil være assistent, men ikke har prøvet det endnu. 

Det er vigtigt, at ALLE instruktører og assistenter dukker op til mødet.

Bemærk, at der grundet mødet er ændrede træningstider den 12. januar:

1700-1815: Børn t.o.m. 13 år (alle grader)

1815-1930: Alle grader fra 14 år og op

1930: Møde for alle instruktører og assistenter. 

Guld til Ballerup i kumite og kata

De gode resultater bliver ved!

I slutningen af oktober var en trup fra Ballerup til Waterpoort Cup i Holland - og efter tre sejre ud af tre kampe vandt Ea en meget flot og velfortjent førsteplads. 

Og ved DM i kata 2014 et par uger senere, stod Ballerup Kyokushin igen øverst på sejrskammelen. I år var det Sensei Rauno som løb med guldet efter en overbevisende præstation. 

Stort tillykke til både Ea og Sensei - og rigtig godt gået af de mange andre, der stillede op, men ikke fik metal med hjem.

XPC 2014

En kæmpe tak til alle deltagere på årets XPC. Uden engagerede deltagere, der er klar til at give den max. gas i 48 timer - og stadig med et smil på læben - var der ingen lejr.

Desuden er det vanskeligt at udtrykke tilstrækkelig taknemmelighed for støtten fra vores to XPC Master Chefs, Linda og Michael. De sov ligeså lidt som os og leverede alt fra friskkværnet kaffe og varmt morgenbrød til hjemmelavet koldskål, friskskåret pålæg og frugt oghjemmelavet guacomole (dog ikke sammen). 

Tak for deltagelsen til vores første danske gæster nogensinde, SenpaiKristoffer, Senpai Christine og Edita og en særlig tak til Senpai Kristoffer for inspirerende undervisning på højt plan. 

Endelig en stor tak til Bo, David og Lasse fra Copenhagen Wuzaquan Academy for at introducere os til den traditionelle syd-Shaolin Kung Fu. Resultatet af træningen ses tydeligt på vores underarme...

Michael har taget en masse billeder, som kan ses under FB begivenheden via dette link. Vi ses igen på Orø i pinsen 2015.

Kidzz-hold samles fra 25. marts

Fra den 25. marts vil de to nuværende Kidzz-hold blive samlet i ét. Kidzz-holdet vil træne hver tirsdag kl. 17.30-18.30.

Spørgsmål kan rettes til senpais Hanna og Arne. 

Sølv til Caroline ved DM i knockdown

Ved weekendens DM i knockdown i Svendborg blev det til en flot andenplads til Caroline Alexa. 

Caroline viste god form, overblik og flotte teknikker, men måtte i finalen se sig slået af den meget erfarne Ea Eriksen fra Kyokushinkai København. 

Det tegner godt frem mod EM 30.-31. maj 2014 i Aserbajdsjan. 

Ny formand for DKU

Ved DKU generalforsamling den 7. marts 2014 var et af punkterne på dagsordenen valg af formand for DKU. Efter næsten 10 år som formand ønskede Senpai Klaus Falk ikke at genopstille. I stedet blev Senpai Tine Marcher valgt som ny formand. 

Fra Ballerup skal der lyde en stor tak til Senpai Klaus for indsatsen gennem årene - og et stort tillykke til Senpai Tine. Vi ser frem til samarbejdet. 

Tre fra Ballerup i spil til landsholdet ved EM i Azerbajdsjan

EM 2014 afholdes 30.-31. maj i Azerbajdsjan, og Ballerup Kyokushin ser også i år ud til at være stærkt repræsenteret, når de danske farver skal forsvares.

DKU Kampkomite har udtaget bruttolandsholdet i kumite, og her er Caroline Alexa med. Caroline deltog på juniorlandsholdet ved EM i 2012 i Belgien i kumite og igen ved EM i 2013 i Schweiz både i kumite og kata. Det er altså første år i de voksnes rækker - og altså dermed en endnu større præstation og udfordring. 

Tilsvarende har DKU Katakomite udtaget katalandsholdet, og de to pladser i herrerækken går begge til Ballerup, nemlig Sensei Michael og Senpai Jacob. 

Med verdensmester på vinterlejr

Weekenden 24.-26. januar blev DKU årlige vinterlejr afholdt. Det er altid en rigtig god og udbytterig lejr, men i år var der et særligt trækplaster i form af den tidligere verdensmester Sensei Kunihiro Suzuki. Med tilstedeværelsen af en kæmper, som har været den del af den absolutte top i ca. 20 år, blev lejren præget af kamptræning - heldigvis i høj grad ved undervisning af Sensei Suzuki.

15 deltagere fra Ballerup var med på lejren, og de kom alle hjem med masser i bagagen - herunder en masse inspiration fra verdensmesteren og hygge i lange baner. 

Se nogle stemningsbilleder her.

Sensei Michael valgt som årets sortbælte i DKU

Traditionen tro blev årets sortbælte i DKU udråbt ved den årlige sortbæltesamling, som I år fandt sted den 3. januar i Nansensgade dojo. 

Sensei Michael Eibye blev valgt grundet sit store og årelange engagement i såvel organisationen som i klubben, og der skal fra klubben lyde et stort tillykke med den flotte og meget velfortjente titel. 

Det er andet år i træk, titlen går til en sortbælte fra Ballerup. Det kan vi godt være stolte af. 

Årets priser

Ved juletræningen blev der som vanligt afslutningsvis uddelt priser til de medlemmer, der i årets løb har skilt sig særligt positivt ud.

Årets karate-ka går til en, som har udviklet sig særligt på det tekniske og karatemæssige plan. Denne pris gik til Kimie Salo. Årets Kyokushin går til en, som altid er klar til at gøre en indsats for andre eller for klubben, en god ven, en støtte etc. Årets Kyokushin blev Per Hollænder. Endelig er der årets fighter, som - i sagens natur - er et medlem, som har været en aktiv kæmper i året; gerne med gode resultater, og som har udviklet sig inden for kumite. I 2013 er det Ea Grønlund.

Stort tillykke med de velfortjente priser.

Underkategorier

Ballerup Kyokushin Karate © 2013  ¦ Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.